Biografen
Med til historien om biografen i Gørding hører også historien om Niels Johnsen og lidt historie om filmens udvikling.
Vi starter en vinterdag i december 1885, helt præcist den 20. december. Der gik et forrygende tordenvejr hen over Gørding, og midt under uvejrets rasen fødte fru Ane, hustru til købmand Laust Johnsen en velskabt søn. Hans navn blev Niels Johnsen. Han var nummer fem af søskendeflokken, der efter Niels blev udvidet med yderligere to. Købmandsgården, som Laust Johnsen havde oprettet i 1879 lige klods op ad banen, ligger der endnu som købmandsforretning, omend der gennem årene frem til i dag har været mange skiftende ejere. Nis Sørensen, svigersøn fra Østergård, der i 1873 havde bygget en ny gård overfor det senere Hotel Gørding, byggede en købmandsgård mellem gården og jernbanen, nuv. Nørregade 1. Han lejede den ud til detaillist Peter Tang Husted. Lejemålet varede kun til 1. maj 1879, hvor forretningen blev solgt til Laust Johnsen fra Holsted. Bygningen er flere gange blevet ombygget.
Fra gartner til skuespiller, biograf og igen som skuespiller
Efter at have fået den grundlæggende skoleuddannelse på mellemskole-afdelingen på Ribe Katedralskole kom Niels Johnsen i gartnerlære for, som forældre og søskende sagde, det må være det rigtige for Niels, han elsker blomster og han forstår at behandle dem rigtigt. Gartneruddannelsen blev gennemført og så gik turen til Norge, hvor han opholdt sig i nogle år og gjorde sit til at de norske fjelde blev prydet med blomster. I Norge var nationaldagen 17. maj, den store oplevelse for Niels. Her mødte han en ægte nationalfølelse der var helt i pagt med hans egen. National var Niels! Hans hjerte bankede for Sønderjylland, der for Niels strakte sig fra Ejderen til Kongeåen!
Da han under første verdenskrig kom hjem til danske himmelstrøg, åbnede sig den mulighed for ham at få opfyldt en brændende drøm at blive skuespiller. Før verdenskrigen var der mange udenlandske farende svende i det danske. I Gørding viste Niels synlig interesse for en italiener, der på mærkværdig vis havde specialiseret sig i på een gang at spille på seks instrumenter ved hjælp af mund, ben og armbevægelser. Niels fulgte ham troligt gennem stationsbyen og blev hans udråber - et job han udførte så fint, at alle var enige om, at han ikke alene var en spolt (gavtyv, filur), men også en spirende skuespiller.
Skuespiller
Spiringen blev til virkelighed, da han i Århus kom i forbindelse med en omrejsende skuespillertrup. Der tog een af trupmedlemmerne sig af ham og uddannede ham på kort tid til skuespiller. Mange roller fik han, ikke blot små sideroller, men sandelig også hovedroller i for eksempel Hostrups og Molieres komedier.
Han elskede at spille hovedrollen i "Den indbildte syge" - for blot at nævne en enkelt.
Niels Johnsens forbillede var de kongelige skuespillere Adam Poulsen og Poul Reumert. Johnsens talent var måske ikke på størrelse med Reumerts - men talent det havde han.
Alhambra ved Stejlbjerganlægget. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
I kolding lå det gamle ”Sommerlyst” i Stejlbjerganlægget, og efter at dette kunstens tempel blev nedlagt, flyttedes den årlige sommerrevy til etablissementet ”Alhambra”, som lå tæt op til samme anlæg, for enden af Kralundsgade (Alhambravej - nu Sct Michaels Gade).
Det var byens største etablissement og stærkt besøgt både sommer og vinter. På ”Alhambra” kunne man efter sigende rumme 500 mennesker, og der var gode scene- og garderobeforhold for skuespillerne. Under og efter første verdenskrig skiftede etablissementet flere gange ejere, men i den periode, hvor Niels Johnsen havde engagement (1916-18; teatrets storhedstid var i perioden 1916 - 1920), hed værten Einar Hansen. Han var bror til den berømte sangerinde Dagmar Heinemann (”O, Dagmar”), og han forlod en stilling som overtjener i det mondæne ”Wiwel”, men skønt han var ærkekøbenhavner, omstillede han sig hurtigt til de mere beskedne provinsforhold og vandt, jovial og omgængelig, som han var, snart en masse venner.
Så vidt vides, ledede fru Emma Sejersen den første revy, der løb af stabelen på ”Alhambra”. Hun havde på sværdsiden gode kræfter som Hjalmar Zangenberg, Albert Valeur og den purunge friskfyr Elvin Lassen - og ikke at forglemme Niels Johnsen. Sidstnævnte måtte i mange år friste en skuespillers trange kår, indtil han omsider slog sig ned som biografteaterdirektør. Johnsen var en meget dygtig og fantasifuld fortæller. I modsætning til mange andre af revyens udøvere, som ikke havde nogen egentlig uddannelse, havde Johnsen gennemgået teaterskolen og arbejdede intenst og alvorligt med sit stof, også som oplæser og recitator. Han udtalte engang, at hvis man ikke kunne stå på eet ben og recitere Oehlenschlägers ”Guldhornene”, så var man ikke skuespiller! Dette med det ene ben skulle dog vist ikke tages så alvorligt. Det er jo en temmelig lang historie at komme igennem. Guldhornene.
*** Revyprogram eller billede af forside eller lignende
I 1916 hed revyen "Kolding i Lygteskær" eller "Sommerrevyen 1916". I 1917 hed revyen "Det Kolding der kommer" eller "Sommerrevyen 1917".
Revyens anden sæson i 1917 fik ved premieren en hård medfart. En anmelder havde ikke meget godt at sige om forestillingen. En del optrædende og deres materiale fik en overhaling. Også Johnsen blev nævnt: "Numret med Niels Johnsen i Kejserlogen faldt plat til Jorden, og det fortjente heller ikke bedre".
Som med sommerrevyer i dag, kræver det at materialet skuespillerne har at arbejde med, har en vis kvalitet, og at materialet kan justeres. Kritikeren slutter dog også af med at nævne at han tror at forestillingen fremover vil trække fulde huse.
Efter sæsonafslutningen i 1917 tager en "Lille glad Tourne" rundt til de forskellige stationsbyer i egnen. Truppen består foruden hovedkraften H. Zangenberg af Fru Frida Schneider og Niels Johnsen - "Desuden medvirker Skuespiller Niels Johnsen, som vil synge Aakjærske Sange, og hvis ægte Jydsk nok skal staa for den sagligste Kritik rundt omkring".
Ideen om en biograf i Gørding havde rumsteret noget tid, og i 1918 gjorde Johnsen det til virkelighed. Nørregade 7 blev ombygget til biografformål, og Johnsen drog sammen med elektriker Chr. Andersen til Tyskland for at købe de nødvendige maskiner, og i dagspressen d. 27. juli kunne man læse "Folketeatret for levende Billeder i Gørding indvies Søndag d. 28. ds.".
Gørding havde nu fået et Folketeater - ikke et teater til skuespil men et teater til filmforevisning.
Folketeatret for levende Billeder. Gørding 1922/23.
Niels Johnsen foran biografen, som han oprettede i 1918. På plakaten er Fy og Bi filmen "Sol, Sommer og Studiner". Billede: Gørding Sognearkiv
Biograf
Lørdag aften d. 27. juli 1918 havde man en prøveforestilling. Direktør Niels Johnsen havde inviteret sognerådet, håndværkerne, pressen og enkelte andre. Ved prøveforestillingen fandtes alt at være i orden, og biografen kunne starte som planlagt dagen efter.
Den 27. juli 1918 klokken 16:00, åbnede "Folketeatret for levende Billeder" med en børneforestilling.
Om aftenen kl. 19:00 og 20:30 var det de voksnes tur. Johnsen havde anskaffet filmen "Fjeldpigen" til premieren. En S/H stumfilm, produceret af " Nordisk Films Kompagni". Filmen havde dansk biografpremiere d. 4. oktober 1917 i den københavnske biograf " Panoptikon", hvor den gik for fulde huse i flere uger. Filmen var optaget i Norge så der var intriger, kærlighed, meget sne og mange billeder af den norske natur og mennesker på ski.
Da det jo var en stumfilm måtte biografen selv levere musikken, som denne premiereaften blev udført af stationsforstander Ernst og student Randlev.
Vi skal huske at selvom film og billeder i "gamle" dage var i sort/hvid, så var verden altså i farver.
Der var plads til 90 personer, heraf var de tre rækker bag i salen lidt dyrere, de kaldtes "reserverede pladser". En kakkelovn opvarmede lokalet.
Foran lærredet var der en klavergrav, og til stumfilmene spillede Olga Jensen, datter af portør Jensen. Hun blev senere gift med en flittig gæst i biografen, Jørgen Gammelgaard, Bjerndrup. Sang til filmene blev leveret af Darling Wittendorf.
Filmene der blev vist i biografen i Gørding var sort/hvide film uden lydspor. Billedformatet var 4:3 - som det senere skulle kendes fra fjernsynet. På dette tidspunkt var fjernsynet ganske vist opfundet men teknikken var endnu for umoden til at kunne bruges i praksis.
Af elektronisk underholdning var der kun film og radio - og radioen var endnu ikke allemandseje. Omkring 1923/24 blev der opstillet et radioapparat i biografen søndag eftermiddage. Det var EL-installatør N. Enemark der var ophavsmand til ideen. Man kunne så komme til "Bio-gudstjeneste" for 25 øre. Beløbet skulle lægges i N. Johnsens hat der var placeret ved indgangen.
Op gennem 20'erne bliver radioer mere almindelige i de danske hjem. I 1928 opføres det første danske radio-hørespil "Det Tredie Glas".
Man kunne nu sidde i de Gørding'ske hjem og blive underholdt - men billederne måtte man selv danne sig i hovedet. I "Folketeatret for levende Billeder" kunne man se levende billeder - men det var film uden lyd. Dialogen var i form af overdreven gestik og eventuel skrevet tekst der afbrød filmen, og lyden der hørtes i salen kom ofte fra et klaver. Der kunne dog også være sang, og i oktober 1921 vistes filmen "Borgslægtens Historie" hvortil der annonceredes at der ville være musik med klaver, violin og orgel.
Mange af de film der vistes var med datidens stjerner "Fy & Bi". Se filmen "Sol, Sommer og Studiner". Af andre film der vises i "Folketeatret for levende Billeder" kan nævnes "Manden uden Fremtid", "Ned med Vaabnene", "Lydia", "Frøken Theodor", "Hvad Kærlighed formaar", "Familiens Traditioner", "Miss Jackie til leje" og "Kvindesmerte og Kvindeglæde". Flere af filmene var udenlandske - men da der ikke blev talt i filmene, skulle filmene blot forsynes med danske tekster hvor det var en del af handlingen. Den sidstnævnte film var en sort/hvid stumfilm, optaget på initiativ af Zürichs universitets kvindeklinik, under ledelse af professor Walthardt. Eisenstein, Alexandrov og Tissé opholdt sig i 1929 i Schweiz til filmkongres. Lazar Wechsler tilbød Eisenstein at instruere denne film. Eisenstein var interesseret, men rejste til London. Da han kom tilbage til Zürich havde han mistet interessen, og Alexandrov og Tissé lavede filmen (i følge Marie Seton). Medvirkende: Læger, sygeplejersker og patienter fra Zürichs universitets kvindeklinik.
Filmen handlede om kvinders fødselserfaringer. Filmen var meget omtalt. I "Royal-Teatret" i Thisted kunne man 3. juli 1931 se filmen annonceret således: "Paa grund af det overvældende Besøg spilles endnu 3 dage: KVINDEGLÆDE - KVINDESMERTE. Publikum med svage Nerver fraraades at overvære denne Film. Falcks Redningskorps er stationeret ved Teatret".
I den tredie uge i juli vistes filmen i Gørding. Biografen opfordrede alle kvinder til at se filmen - og tage deres mænd med. I Bramming vises filmen måneden efter.
Også i Gørding forstår man at skabe opmærksomhed omkring filmen. Der var faktisk flere der besvimede under forestillingen, og derfor havde Johnsen hængt et tæppe op for gangen ud mod gaden. Der kom så de "dårlige" ud på en stol og fik hoffmansdråber på et stykke sukker.
Annonce i avisen Sydvestjylland (Esbjerg) 1932-01-11.
I januar 1932 annoncerer biografen at man gør klar til at kunne vise tonefilm og mandag den 11. januar er der annoncer i aviserne om den første tonefilm der vises dagen efter. Det er den danske talefilm "Præsten i Vejlby". Se lidt om filmen her.
Af annoncen fremgår det også at biografen nu skifter navn til "Folketeatret for danske Talefilm Gørding". Senere på året endnu et nyt navn "Folketeatret for Tone- og Talefilm Gørding". Biografen omtales dog i pressen og i daglig tale som "Folketeatret".
På dette tidspunkt er de nærmeste biografer der udover Gørding har talefilm at finde i Esbjerg og Kolding. Kosmorama i Bramming får først talefilm senere på året.
Den tekniske udvikling havde nu gjort det muligt at binde 2 sanseoplevelser sammen. Den virkelighed som vi normalt opfattede med både øjne og ører, kunne nu formidles via levende billeder på et stort lærred og med højttaler-lyd der var synkron med billederne. Der kunne dog især i begyndelsen være tekniske udfordringer med at optage lyd og billede samtidigt.
Overgangen fra stumfilm til talefilm var en stor udfordring for skuespillerne. Mange af dem havde ikke erfaring med at tale i film og nogle af dem havde også en accent eller stemme, der ikke passede til deres roller. En kraftig accent, læspen eller en pibende stemme, var/er ikke nødvendigvis et aktiv for en skuespiller i talefilmens verden.
Nogle skuespillere havde succes med at tilpasse sig den nye teknologi og fortsatte deres karriere i talefilm. Andre skuespillere havde svært ved at tilpasse sig og mistede deres popularitet.
I 1933 afhændede Johnsen biografen til Laurids Hermansen. Måske havde den nye teknik været en økunomisk udfordring for Johnsen, eller måske ville Johnsen blot bruge mere tid på andre ting end film. I denne periode hvor talefilmen vandt indpas var biografdrift en god forretning.
Den nye biografejer havde frisørsalon i samme bygning (Nørregade 7) som biografen, og allerede før overtagelsen havde han udvidet frisørsalonen med salg af tobaksvarer. Nu kunne han så udvide til også at sælge slik og chokolade til biografgæsterne.
I 1952 solgte Hermansen biografen til W. Olsen, der få år senere solgte videre til ægteparret Holm.
I vinteren 57, gennemgår hovedbygningen en omfattende modernisering, og bag hovedbygningen opføres en helt ny forevisningssal. Billede: Gørding Sognearkiv.
En modernisering der påbegyndtes i 1957 afsluttedes i 1959 hvor biografen stod klar med et mere tidssvarende udseende.
I forbygningen var der blevet lavet vindfang, foyer og der var lavet nye tidssvarende toiletter.
Forevisningssalen var helt ændret. Den var blevet bredere, og der var nu plads til 194 biografgæster. Der var købt nye stole, der var lavet nyt lys og væggene blev malet.
Den bredere sal havde givet plads til et 7 meter bredt lærred, og der kunne nu vises CinemaScope film.
Mange andre biografer (som Kosmorama i Bramming) kunne vise widescreen film, men ikke så mange kunne på dette tidspunkt vise film i Cinemascope formatet. Det var et system der var lanceret i 1953. Oprindelig var b/h forholdet 2,55:1 men senere, med magnetisk stereolydspor på filmen blev forholdet 2,35:1. En "ægte" CinemaScope film er optaget på 70 mm film, hvilket giver en fremragende kvalitet, men kræver specielt fremvisningsudstyr.
En genial (anamorfisk) teknik, gør det muligt at vise CinemaScope film med almindeligt fremviserudstyr der er påsat en linseforsats med anamorfiske linser. Teknikken bag, er at der på en normal 35 mm film er optaget billeder der er samenpressede i bredden. Ved forevisningen "bredes" billedet så ud via den anamorfiske linseforsats. Det er således stadig en 35 mm film der løber gennem fremviserudstyret. Ulempen er at billedkvaliteten selvfølgelig ikke er helt lige så god som med en 70 mm film.
Biografdirektør Svend Aage Holm, kunne således slå dørene op til en af egnens mest moderne biografer.
Til premieren efter endt restaurering var sognerådet og personalet på kommunekontoret indbudt. Filmen der blev vist var med det meget omtalte par, Nina og Frederik.
De nye ejere Svend og Marie Holm. I midten Niels Johnsen. Billede: Gørding Sognearkiv.
I 1966 solgte Holm biografen til Niels Wilhelm og Ketty Thomsen og Holm slog sig nu ned som kunstmaler.
Niels Wilhelm Thomsen, (Nidde) der havde kiosk på den anden side af gaden, hvor han sad til leje, købte ejendommen (Nørregade 7) i 1967 for at få plads til sin forretning (kiosken).
Måske havde Holm en god føling med tidsånden.
I 1955 er der 3.520 tv licenser, 1957 er der 66.651, 1959 er der 250.510, 1961 er der 583.023, 1963 er der 860.420 og i 1965 rundes millionen med 1.030.871 licensbetalere og samme år begynder DR at bringe en TV-avis.
Op gennem årene har biograferne bragt en ugerevy eller filmjournal før visning af en film. Under besættelsen var disse ugerevyer et indslag der kunne fremkalde mishagsytringer og i mange biografer var der tyske vagter til at holde ro og orden under visningen af disse ugerevuer.
Fra 1966 kunne danskerne nu få daglige nyheder med både levende billeder og lyd. Det nye stuealter kunne dog ikke konkurrere på den tekniske kvalitet. Film der vistes på TV-skærmen vistes ofte på en 17 tommer skærm og selvom filmen der vistes var i farver så var den på de danske skærme i sort/hvid.
Billetsalget til de danske biografer havde et højdepunkt i 1954 med 60 millioner solgte billetter - men det var også det år hvor statsradiofonien begyndte med regelmæssige udsendelser. I 1960 var man nede på 44 millioner billetter og i 1970 på 20 millioner.
I 1967 sender Danmarks Radio Leif Panduros TV-serie "Ka’ De li’ østers?". Serien lægger gaderne øde når den sendes. Og selvom serien er i sort/hvis er det samme år at DR forsøgsvis begynder at sende i farver fra Gladsaxe-senderen.
I 1969 begynder DR at optage i farver og samme år begynder man at sende nogle udsendeelser i farve. Året efter begynder man at opkræve farvelicens. I 1969 er der 1.227.613 tv-licenser.
I 1969 konkluderer Thomsen at tiden ikke er til biografdrift i en by af Gørdings størrelse og biografen lukker og forbygningen anvendes efterfølgende udelukkende til kiosk.
Den sidste film der vises er "Soldaterkammerater på sjov", og sidste forestilling er 30. september 1969.
Filmmaskinen blev købt af Anders Holm Knudsen (en senere kendt biografdirektør) - han lavede hjemmebiograf på loftet på sine forældres landejendom.
Det var dog ikke helt slut med at vise film i Gørding. Biografen "Rejsefilmen" fra Horsens begyndte at vise film i byens forsamlingshus i en årrække.
Rejsefilmen kom rundt til mange jyske byer hvor aldrig havde været biograf eller hvor biografdrift var stoppet.
Rejsefilmen medbragte selv alt nødvendigt udstyr. Folkene var meget øvede i det tekniske, så når filmen "knækkede" var man utrolig hurtige til at komme i gang igen så man undgik for mange buh-råb fra salen. Der skulle meget til før en filmforevisning måtte opgives, men en vinterdag måtte Olsens rejsefilm dog opgive en filmaften på Endelave. Bilen var ikke bremset eller fastgjort på færgen så bil med alt udstyr røg til bunds.
Der var flere rejsebiografer, men også disse mærkede presset fra TV.
Og senere kom videomaskinerne, film på DVD og senere streamingtjenesterne. TV skærmene var også inde i en hastig udvikling. Fra katodestrålerør til LED og OLED. Fra TV apparater man næsten skulle være 2 til at transportere og til millimetertykke skærme. Fra skærme der var under 50 cm. i bredde og til skærme der er næsten 2 meter brede, og hvor OLED teknikken gør at billedet selv på en stor skærm står knivskarpt.
Med et stort OLED TV med tilsluttet surround-lydsystem kan man kvalitetsmæssigt komme tæt på en biografoplevelse. Selvom biografen Kosmorama i Bramming overlevede frontløberbiografen i Gørding med mange år, så overlevde heller ikke den, den tekniske udvikling. I dag er det kun i de større byer som Esbjerg hvor kundegrundlaget kan modsvare de tekniske krav til biografsale og teknisk udstyr. Digitalt udstyr og avancerede lydanlæg og eventuelt 3D udstyr. Og flere sale der kan betjenes af samme personale.
Skuespilleren
Da Johnsen stoppede som biografdirektør i 1933, kastede han sig igen over skuespillergerningen.
Både før tiden som biografejer, i tiden, og efter tiden som biografejer havde Johnsen turneret rundt med oplæsninger. Han kunne tale uden dialekt, men han beherskede den vestjyske dialekt til fulde så en oplæsning med dialekt kunne være en del af indslaget.
Der annonceredes også med "Humoristisk oplæsning" og nogle gange kunne en oplæsning eller en recitation foregå, hvor Johnsen var udklædt og sminket som en person der havde relation til det han fremførte.
Efter tiden som biografejer var det især med oplæsninger han beskæftigede sig, men Johnsen var en mand med mange talenter - han kunne også skrive.
Gennem adskillige år var han tillige lokal meddeler for Vestkysten i Gørding, og hans store kendskab til egnen gjorde ham til en værdifuld medarbejder for avisen. Men det var nok skuespillet der mest havde hans interesse.
Han var en drivende kraft bag dilettantforestillingerne i Gørding. Der blev opført forestillinger i forsamlingshuset, afholdshotellet og friluftsforestilling (Elverhøj) der opførtes i Gørding idrætspark.
Som alderen tiltog, gik Johnsens roller over til at være vejleder og instruktør.
Han deltog i borgerforeningens arbejde. I mange år i bestyrelsen og i årene 1952-59, som formand.
I 1947 tog borgerforeningen initiativ til en folkefest og også her var Johnsen kraftigt involveret. Et optog var en del af festen.
Året efter afholdtes igen folkefest og her deltog i optoget blandt andre Grevinde Danner og Frederik den 7. Da disse personer ikke selv kunne være til stede var det lærerinde Frk. Sahl og skuespiller Johnsen iført vellignende kostumer, man kunne se.
Lourup Gymnasstikforenings dygtige amatørskuespillere, opfører "Den farende svend" i afholdshotellets sal(Bykroen) - billede dateret 1958. I bagerste række til højre ses Niels Johnsen. Billede: Gørding Sognearkiv
Det nationale sindelag
Mange af de sønderjyder i tysk krigstjeneste der slap levende fra 1. verdenskrig, endte som krigsfanger. I efteråret 1918, mod slutningen af Første Verdenskrig, befandt sig i franske krigsfangelejre ca. 350.000 krigsfanger; i engelske 328.000 og i russiske fangelejre 2.250.000 krigsfanger. En lille del af disse mange fanger var danske sønderjyder måske hen ved 4.000.
Det gik med tiden op for franskmænd, englændere og russere, at en del af deres tyske krigsfanger faktisk ikke var tyskere, men derimod tilhørte nationaliteter, som mod deres vilje var tvunget i tysk uniform. De var, hvad englænderne kaldte "friendly alien enemies" - altså "venligtsindede fremmede fjender".
Ved en stor indsats fra især Paul Verrier, N.H. Rasmussen og Dagmar Schmiegelow, lykkedes det at samle disse "friendly alien enemies" i særlige lejre.
De sønderjyske krigsfanger blev samlet i tre lejre: I Frankrig i Aurillac i landskabet Auvergne i det centrale Frankrig; i England i Feltham i grevskabet Middlesex umiddelbart vest for London - tæt på den nuværende Heathrow lufthavn; og i Rusland i hovedsagen i Jurjeff-Polskij i guvernementet Wladimir ca. 200 kilometer nordøst for Moskva. I den franske lejr var udelukkende sønderjyder, medens der i de 2 andre også var andre nationaliteter.
Livet i disse særlige lejre var lidt bedre end i de "almindelige" lejre. Man kunne få forplejning udefra. Især i det vidtstrakte Rusland hvor siituationen nogle gange var kaotisk var det dog ikke altid forsyningerne nåede frem til de den var bestemt for.
Det gik også hurtigere at få sønderjyderne hjem efter krigens afslutning, og der var hjælp til de hjemkomne. I løbet af 1919 var de tidligere krigsfanger tilbage i sønderjylland. Det var tidsnok til at de kunne være med til at stemme sønderjylland tilbage til Danmark.
Alt dette er baggrund for den indsamlingskampagne der var i gang landet over, og hvortil Niels Johnsen gav bidrag. I Vestkysten d. 6. december 1918 kunne man se at Johnsen havde bidraget med 10 Kr. De fleste bidrag var på 5 kr. Niels Johnsen var nævnt blandt omkring 30 andre bidragydere.
Johnsen var meget engageret i sønderjyske forhold og besøgte ofte landsdelen.
Afstemningsgsaften. Festaften d. 10/2 1920 i "Folkehjem" i Aabenraa med Tale af H. P. Hanssen og Oplæsning af Afstemningsresultater. Billede: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
Det gjorde han også på afstemningsdagen 10. februar 1920, hvor han var ledsager for en sønderjyde bosat i Gørding. Hun skulle stemme i Skærbæk, men selvom Johnsen ikke skulle stemme, fortsatte han til Aabenraa hvor han på Folkehjemmet var med til festaftenen med tale af H. P. Hanssen og hvor man hørte oplæsning af afstemningsresultaterne.
Den sønderjyske Fond havde fra januar 1919 til oktober 1921 indsamlet 6.530.129,04 kr. Fonden støttede nødlidende sønderjyske veteraner fra 1. verdenskrig, samt deres familier og efterladte.
En personkreds fra "Den sønderjyske Fond" oprettede "Komiteen for Erhvervelse af Dybbøl Skanser". Formålet var at bevare området som et mindesmærke.
Ved genforeningen var der et tysk mindesmærke "Düppel Denkmal" i området og noget af jorden i området var på tyske hænder.
Via stråmandsopkøb lykkedes det at få området på danske hænder og nu ønskede komiteen at gøre arbejdet til en fælles dansk sag. Man ønskede at bevare skanseområdet og reetablere skanserne hvor det var muligt. Samtidig ønskede man rent ud sagt at lade det tyske mindesmærke forfalde.
Man havde egentlig ikke problemer med at rejse midler men man ønskede at inddrage befolkningen.
Man startede en kroneindsamling via dagspressen , så 200.000 mennesker hver kunne bidrage med en krone.
De der støttede indsamlingen modtog et bevis på at de havde deltaget.
Ved en audiens den 2. juli 1924 overrakte repræsentanter for komiteen, kong Christian X et gavebrev, hvormed komiteen overdrog skansearealerne til staten.
Dette er baggrund for en notits i Vestkysten d. 17. februar 1922, hvor der nævnes 15 bidragydere til kroneindsamlingen, og hvor Direktør N. Johnsen er et af navnene.
Kampene ved Dybbøl, 1864. Jørgen Valentin Sonne (1801-1890).
Åndeligt var Niels med i modstanden mod de tyske besættelsestropper i 1940-45. Niels skrev bl.a. et fremragende digt med titlen "Farvel ubudne gæster sønden for Sli".
En anden stor festaften i det sønderjyske for Niels var etårs frihedsfesten i Tønder 4. maj 1946, hvor Niels Johnsen gik i spidsen for et skotsk sækkepibeorkester gennem byen. Her forenedes Niels Johnsens store interesse for sækkepiber med hans kølige følelser for byens hjemmetyskere.
Af Christian Sørensen, Gørding
Kong Frederik og Dronning Ingrid havde i 1948 været med toget på besøg i Ribe. Da var Gørding heldig, for på tilbagevejen til København måtte toget standse her, idet et tog østfra skulle passere (det var inden dobbeltsporet kom), så toget med Kongeparret blev sat på vigesporet. Det havde fru ledvogter Christensen sagt til hele byen,og da så toget kom dampende og holdt ved stationen, var hele perronen fyldt af mennesker. Der stod vi og så og kiggede, men ingen sagde noget. Førstelærer, og senere skoleinspektør, Larsen Pedersen var der også, men der var ingen tegn på at nogen ville synge eller tale.
Vi var der naturligvis også sammen med vore to døtre Hanne og Dorte. Pludseligt forsvandt Hanne, hun løb hjem efter blomster fra haven, og da hun kom igen, greb skuespiller Niels Johnsen hende og ville tage hende med over til Kongeparret for at aflevere blomsterne, men det ville Hanne ikke være med til, så Dorte måtte i stedet træde til. Johnsen tog hende på armen og løb over sporet. Dorte græd, men fik dog afleveret den lille buket, og fik et kongelig klap på hovedet. Så var tiden til afgang inde, og da toget skulle køre brød jublen endeligt løs. Hvad mon Kongeparret har talt om på vej til København?
Det sociale sindelag
Lystanlægget
Niels Johnsen var også den bærende kraft omkring sommerens byfester i Gørding, hvis overskud gik til etablering af Gørding Lystanlæg. Niels John- sen stod for de bemærkelsesværdige vognoptog, som der stod
og uden for sognet.
gny om både i
Niels Johnsen havde gerne set, at der i lystanlægget blev opstillet en statue af en ung pige til ære for operasangerinden Bonna Schønberg, der var født i Gørding. Statuen kom aldrig op at stå, for i Niels Johnsens levetid nåede man ikke at få samlet så mange penge, at der var mønter nok til en statue, og en sponsor var der ikke. Siden kølnedes interessen for ideen. Det samme gjaldt interessen for lystanlægget, der er blevet til et sammenvokset krat, som de
borgere i Gørding måske slet ikke er klar over skulle være et anlæg. Sådan er der så meget, når tider skifter med tider.
Fin skribent og oplæser
Niels Johnsen var en fin skribent. Det førte ham til at blive dagbladet >>Vestkysten<«<s meddeler i Gørding, og det kan nok være der var mange nyheder i bladet fra hans hånd. Særlige begivenheder blev omtalt i enkeltheder. Det gjaldt f.eks. KFUM og Ks store årlige majstævne, der samlede langt over 1.000 deltagere. Det var en krævende journalistisk opgave at dække et stævne med mødedeltagere i tre lokaliteter.
Skuespiller Johnsen. Foto fra begyndelsen af 1950erne. (Gørding lokalhistoriske Arkiv).
I august 1967 holdt Niels Johnsens hjerte op at slå. Det skete ved et ildebefindende i det lystanlæg han holdt af. Hans sidste ord var om general Giørts, som havde tjent som soldat i Fredericia. En sand tjener af sin egn, sin by og sit land havde draget sit sidste suk, og det Sydslesvig han havde håbet genfor- enet med det gamle land havde mistet en sand våbendrager.
Et varigt minde om Niels Johnsen findes på Lindegården, idet han skæn- kede plejehjemmet en komplet samling juleplatter fra 1895 til 1966.
J. Gantzel Lauridsen, f. 1922 på Lundbækgård i Aike ved Gørding. Journalist siden 1941, an- svarshavende redaktør af »Sydvestjylland«< 1951-59, derefter medarbejder på »Vestkysten<< og >>Landsbladet<<. 1967-81 pressesekretær for Danske Husmandsforeninger, siden free lance journalist. Adr.: Trægården 5, st.th., 4000 Roskilde.
Genforeningsfilmen