December i Henriksens Herremagasin, Nørregade 11, Gørding

1967-1989

Af Kirsten Henriksen

December var en meget travl måned i forretningen.

Når folk kom forbi for at købe julegaver, gik Inge tit rundt med et stålfad, hvorpå der lå cigarer, cigaretter og guldkarameller, og så kunne folk tage, hvad de havde lyst til.

I god tid inden 1. søndag i advent var julevinduerne blevet pyntet - ofte med nisser, der bevægede sig, og tit måtte vore lærlinge ind og skifte batterier ved nisserne, for at de kunne holdes i gang.

Hver lørdag eftermiddag i adventstiden skulle forretningen rigtig pyntes op. Først skulle gulvet vaskes, og derefter lagde vi juleæsker over hele gulvet. På æskerne var der julegaver, f.eks. skjorter, halstørklæder, handsker, huer o.s.v.

Juleaftensdag havde vi lukket op fra kl. 8:00  til kl. 12:00. Herefter skulle der igen pyntes ind. De unge lærlinge var så med oppe i privaten, hvor vi ønskede hinanden Glædelig Jul og fik et glas vin.

 

Efter de to juledage måtte vi allerede 3. juledag i gang med at få julepynten væk og vinduerne tømt. - Nu skulle hele forretningen laves om til udsalg og masser af skilte skrives. Ofte tog vi aftenen med for at nå det hele, for 1. udsalgsdag var altid i begyndelsen af januar. Børges bror Anton, som boede i Bramming, kom altid og hjalp os 1. udsalgsdag. Han var en dygtig sælger, og meget af dagen kunne vi høre hans glade latter i forretningen.

Til Historie

Til Henriksens Herremagasin

Til forsiden