Gørding segl - Gørding Sognearkiv

Gå til indhold

Gørding segl

SECRETVM GYRING HÆRETH
dvs. Gørding Herreds secret

Gørding herreds segl forestiller en strunk ridder galoperende på sin ganger i rustning med hævet lanse. Den karakteristiske tøndehjelm, der som en cylinder dækker hovedet, kunne veje fra 9-12 kg og er forsynet med lufthuller. For- til er der en sprække, så ridderen kunne holde øje med sine modstandere. Ellers er han fra hoved til fod beskyttet af en ringbrynje, der består af sammenknyttede jernringe, som når til midt på lårene.
Benene er beskyttet af brynjehoser, der når til skridtet.
Uden på ringbrynjen ses i seglet en såkaldt våbenskjorte, der kom på mode fra 1200 tallets begyndelse.
Lansen var angrebsvåben. Den var tung og blev som her anbragt under højre arm, når den var i brug som stødvåben.
Rytteren rider i en sadel med høj for- og bagbom, især bagbommen var nødvendig, hvis man skulle undgå at blive stødt af hesten af modstanderens lanse.
Det kan måske synes mærkeligt at finde en ridder som mærke for et udpræget bondesamfund. Forklaringen må nok søges i, at det er en guldsmed fra Ribe, der er mester for seglet, og her har forbindelsen til befalingsmanden på Riberhus sikkert virket inspirerende. Ridderdragten og de store bogstaver i omkredsen af seglet er med til at datere det til omk. 1250-1300. Signeten, der er lavet af bronze, har en diameter på 6 cm. Den har siden 1864 været at finde på Nationalmuseet.
Gørding Sognearkiv - logo som billede
Poul Bredo Grandjean har skrevet bogen "Danske Herreders Segl indtil 1660". Her fremgår det, at Gørding har haft to forskellige ryttere i sine segl, den ældste er den med lansen, som hyppigst er blevet brugt, den anden findes kun som aftryk i rødt lak på papir. Her galopperer rytteren mod venstre og bærer et sværd. Dette segl er tidligst beskrevet i 1648.
I Gørding har en række virksomheder og institutioner brugt ridderen som deres logo. De fleste har brugt den ældste med lansen som udgangspunkt og så taget sig en smule kunstnerisk frihed til den endelige udformning.
I logoet for Gørding Sognearkiv der er udformet som et øje, ses ridderen med lansen som øjets pupil.

Tilbage til indhold